Hjemkomst... (Dag 16 + 17)

... efter at have skrevet det sidste indlæg, kom vi alle sammen i bad og fik vores rejsetøj på, så vi var klar til den lange tur hjem.
Personalet nede i vores lounge havde dog lidt ondt af specielt Mads, for det var jo lang tid at skulle sidde i lufthavnen og ikke kunne foretage sig en pind. Som en ekstra service tilbød de os derfor, at vi måtte checke ud kl. 20.00 i stedet for og så benytte loungen frit indtil kl. 21.30, hvor vi havde bestilt mini-van til at hente os. Det betød også, at vi kunne indtage vores aftensmad på hotellet + få noget koldt at drikke og få slappet godt og grundigt af. Der skal herfra lyde en kæmpe tak til personalet for den yderst dejlige service, som vi oplevede på hotellet. Der manglede INTET som helst og alt klappede til tiden.

Nede foran lobbyen holdt vores chauffør, og der kom igen 4 gutter hen og tog sig af familien Sørensen og sørgede for, at vi alle kom sikkert ind i bilen sammen med al vores bagage. Turen til lufthavnen ville normalvis tage ca. 30 minutter, men pga. myldretiden kunne den godt strække sig helt op til en time. Efter ca. 15 minutters kørsel skulle Maria pludselig på toilettet. Vi sagde til den rare chauffør, at vi skulle bruge et toilet meget snart med det resultat, at han satte foden på speederen og trykkede den i bund. Det viste sig nemlig, at det nærmeste toilet VAR ved lufthavnen. Den lettere øgede hastighed medførte, at vi nåede lufthavnen inden for en halv time, og vores chauffør fik gode drikkepenge for super kørsel :-)

Inde i lufthavnen passede det også perfekt, for der var lige blevet åbnet for check-in og det betød, at vi kunne komme af med vores 3 store kufferter med det samme. Dernæst skulle vi igennem en større sikkerhedskontrol, som blev lidt panisk, da Maria havde kommet til at pakke en Cola Zero + en saks med i hendes håndbagage. Da jeg havde Mads, skulle jeg igennem en anden type scanner, og her måtte jeg af med mobilen og livremmen, før Mads og jeg fik lov at komme igennem.

Så kom vi til paskontrollen, hvor vi også skulle guides hen til et lille bord, hvor alle papirer omkring Mads skulle gennemgås. De siger, at Thailand er smilets by – den har tolderne og sikkerhedsvagterne i lufthavnen sgu nok overhørt. Mens vi blev kontrolleret, skulle Mads pludselig bummelum, og så sad man der med alle sine talenter, og gode råd var dyre, men heldigvis forstod manden, hvad Mads sagde, for hurtig satte han stempler i vores pas, og så kunne vi komme af sted på toilet med Mads…

Med denne sidste forhindring overstået, var det nu blevet tid til at finde Pullmans Lounge i lufthavnen. Efter en 20 minutters vandretur, fandt vi endelig loungen og kunne melde vores ankomst. Vi kom ind til et hyggeligt sted med sofaer og borde, stor tag-selv buffet samt alt det sodavand og alkohol man ville have, såfremt man er til den slags samt gratis wifi. Og det hele er blot en ekstra service fra Pullman, fordi man har boet i Executive-området. Mads havde på det tidspunkt kun lige blundet en lille bitte smule på vej til lufthavnen, men inde i loungen underholdt han både mor og far med højt humør, mens Ipad’en blev tappet for batteri.

Klokken 00.45 kunne vi så gå ned til vores gate og finde en plads. Og ca. 15 minutter senere begyndte man at boarde, så det var nu, at Mads skulle opleve det, som Line Mali har fortalt ham så meget om: At han skulle op og flyve – hele vejen til Danmark :-)

Oppe i flyet skulle Mads så spændes fast, og det var han ikke meget for!! Han begyndte på ”kendingsmelodien” til hans tudesang, så mor satte ham over på sit skød og spændte dem begge to fast. Og så kom vi ellers i luften, mens Mads sad hos mor og kiggede ud af vinduet. Lige så snart flyet havde stabiliseret sig, kom Mads fri af selen og lagde sig med det samme til rette og faldt i søvn med det samme. Han sov i 9 timer, uden at være vågen én eneste gang!! Jeg havde fået krampe i maven igen, så det blev til et glas vand i stedet for aftensmaden (eller natmaden). Ellers var det bare med at få sovet så meget som overhovedet muligt, så vi kunne være friske igen til, når Mads stod op.
Mads stod op igen lige før der skulle serveres morgenmad, han ville gerne ud og tisse, og så bestilte vi omelet og pandekager til os alle 3. Og så var der ellers ikke lang tid, til vi skulle lande hjemme i DK.

Efter landingen var der den sædvanlige ventetid med, at folk får nosset sig ud af flyet – vi ville bare gerne UD!! Og det kom vi – men det gik lidt for hurtigt for Mads, som gerne ville opleve flyvemaskinerne en sidste gang. Han pev en lille smule, men det gik hurtigt væk, da mor løftede ham op, så de rigtig kunne se de store maskiner.

Vi skulle hente vores kufferter og gudhjælpemig, om bagagebåndet ikke var gået i stykker. Som jeg sagde til én af de andre passagerer: ”Ja, vi har lige været ude og hente vores lille adoptivsøn efter 5 års kamp. Det, der har taget længst tid i denne periode er, da vi skulle have vores bagage”.

Efter længere ventetid fik de dog gang i det igen, og så kom vores kufferter lige med det samme. Vi fik læsset vognen, og så kunne vi gå ud til ankomsthallen, hvor vi blev mødt af morbror Frank med dannebrog i hånden, som var kommet for at køre os hjem til Odense. Som en ekstra dejlig oplevelse var vores gode venner fra Hvidovre, Kenneth og Karina med lille dejlige Selma, også troppet op med en sød gave til Mads og dannebrog, som vajede så fint. Virkelig en dejlig oplevelse, som I alle skal have tak for!!

Vi gik ned til parkeringskælderen og fik læsset al bagagen ind i bilen. Så kom næste udfordring, for Mads har ikke været vant til at sidde i en autostol, eller for den sags skyld være spændt fast til en sikkerhedssele. Så turen hjem foregik sovende liggende hos mor, som holdt godt fast i ham. Og efter 1 time og 40 minutter holdt vi så på Majas Allé og kom hjem til et flot, pyntet hus. Det var mormor og morfar, der havde været på spil… :-)
Der var sat nye buske og der var kommet blomster i krukkerne. Der hang sød besked med billede af os alle 3 på døren, og de havde lavet et flot hjerte, som stod på bænken foran huset. Rigtig dejligt at komme hjem til. Morbror sagde farvel til os, og så var vi hjemme. Mor begyndte med det samme at pakke kufferterne ud – vi havde snakket om, at når vi kom hjem, så skulle de hurtigst muligt væk, så Mads ikke skulle gå rundt og tro, at vi var på vej videre igen.

Da det blev tid til middagslur, så fik piben en anden lyd. Han blev ked af og lidt hysterisk og stampede og slog, så det halve kunne være nok. Det endte med, at vi sprang hans middagslur over, og så fik han ”frit lejde” til at kunne opdage huset på egen hånd, dog med én af os omkring ham.

Sidst på eftermiddagen blev vi enige om, at Mads nok kunne klare et lille besøg af mormor og morfar, så Maria ringede og sagde, at de gerne måtte komme, men vi vidste ikke lige, hvor meget eller hvor lidt besøget kunne vare pga. tidligere på dagen. Mormor havde lavet boller i karry, som vi havde bestilt, inden vi rejste hjem, som de kom over med til os og selvfølgelig for at møde deres lille barnebarn. Mads lagde ud med at være lidt genert, men der gik ikke lang tid før, at både mormor og morfar var ok. De havde den skønneste store bamse med, som kunne fortælle historier med til Mads. Specielt morfar gik lige i hjertet hos Mads, og det var også dejligt at se morfar nyde barnebarnet. Morfar fik sågar lov til at putte Mads, så der skulle ses Meow og holdes i hånd, mens det foregik. Jo, vi tror, at morfar også var lidt solgt bagefter. Efter at bedsteforældrene var kørt, kunne vi begge to mærke, at trætheden kom. Så da klokken blev 21.30, havde en vis hr. Lukøje holdt sit indtog på Majas Allé.

Her til morgen vågnede Mads kl. kvart over fem – blot for at skulle tisse, og så gik han selv lige på hovedet seng igen. En halv time senere gentog han det igen – her hørte far ham dog først, da han havde klappet toiletbrættet op.

Kl. 7 kunne han dog ikke sove mere, så far stod også op, og vi fik lavet morgenmad, som vi spiste ude i køkkenet. Han sad og sang ”moffa moffa” ude ved bordet, så morfar havde helt sikkert været en succes. Vi startede dagen langsomt op, så vi gik ind i stuen og satte Find Nemo på, som Mads havde set i flyet. Så stod mor lige pludselig og smilede bag ved os, og så kunne dagen ellers begynde.

Vi har lagt puslespil, malet i bøgerne og så syntes Mads, at låget til puslespillet godt kunne ligne en racerbil, så det blev kørt i smadder. Så skulle Mads møde Morbror Frank, Tante Tine og Kusine Filippa, som havde en masse dejligt legetøj med til ham. Han var meget genert til at starte med, men efter et stykke tid tøede han op, og så begyndte han ellers at charmere selskabet. Han er en rigtig lille grinebider og vil gerne drille – og drilles.

Da familien Winkelmann var kørt igen, kom dagens udfordring: Middagsluren!!

Ganske som ventet blev Mads igen panisk og græd vildt i en hel time. Til sidst kunne han ikke mere og måtte bøje sig for trætheden. Og han faldt i søvn, mens han lå og krammede sig ind til sin far. Vi havde gennem denne time haft ham på skift, hvor han blev nusset og krammet, og der blev sunget ABC-sang til den store guldmedalje. Selv om det holdt hårdt, så lykkedes det uden at ty til Ipad’en, og det føltes faktisk rigtig godt. Også selv om vi måtte lægge en træt, svedig, lille dreng ned for at sove, uden at han fik frisk nattøj på.

Da han så skulle vækkes igen, så var han igen den glade, kærlige Mads. Og det er ikke fordi, at vi skal hige efter, at han smiler hele tiden og skal virke glad for mors og fars skyld. For Mads skal have sine egne holdninger og meninger senere i livet, og det er en vigtig ting, som vi begge kan stå inde for. Eller sagt med andre ord, så behøver sønnen ikke blive musikinteresseret, bare fordi hans far er det… ;-)

Maria og jeg har i dag haft endnu en rigtig god snak omkring syn på opdragelse af Mads – måske fordi, at vi begge selv har haft to forskellige måder at blive opdraget på og dermed også er en lille smule præget heraf. Vi har begge to tilegnet os en masse præferencer, hvor vi ved, hvorledes vi kunne tænke os, at det skal fungere – men også, hvordan det ikke skal være. Kunsten lige nu er, at få disse til at spille rigtigt sammen, så vi (eller måske rettere jeg) kan udvise den ro og overskud, som vores søn og min kone fortjener.

Med dette indlæg slutter bloggen omkring vores rejse til Thailand, for at hente Mads hjem. Der vil komme flere indlæg, som udover lidt nyt om Mads også vil indeholde lidt info til de forhåbentligt mange nye danske adoptanter, der overvejer Thailand som en mulighed.

Mht. besøg, for at hilse på Mads, så er vi nødsaget til at foretage disse i små bidder. Heldigvis står sommerferien for døren, og det giver os den fornødne ro til at kunne få det hele planlagt. Men vi glæder os rigtig meget til at se jer alle igen, så I kan møde Mads for første gang :-)

Mht. slik, så må han gerne få dette, men han må helst ikke overdænges, for det kaperer han simpelthen ikke endnu. Men evt. de poser, hvor der er små poser slik indeni, vil være et hit. Så kan mor og far også bedre disponere...

Igen en stor tak for alle de dejlige hilsner vi har fået – det har været helt overvældende!!