Antal besøg på denne blog

08 juni 2013

Første møde med Mads... (Dag 4)

Så kom dagen, hvor vi skulle møde Mads for første gang...

Efter en elendig nat med sommerfugle i maven og meget lidt søvn, stod vi op kl. 07.30 for at gøre os klar til mødet.

Da klokken blev 09.00 ringede vi til Khun Toy fra børnehjemmet, som ville komme og hente os kl. 10.00. Maria var ikke så sulten, så jeg trak det tunge lod med at forkæle ganen lidt med smoothies, omelet m. kylling og grøntsager samt en friskmalet kop kaffe til at tage de sidste sommerfugle i maven.

Lidt i 10 gik jeg op til receptionen, og dér sad Khun Toy og ventede på os. Hun er en meget fin, lille dame med et kæmpestort hjerte, der brænder for alle de kære små børn hernede. Hun bruger stort set al sin tid på børnene, lige fra tidlig morgen til meget sen aften. Et godt eksempel var, da hun i sidste uge var i Tyskland. Hun fløj 10 timer til Tyskland den første dag, holdt møde dag 2 og den 3. dag fløj hun tilbage til Thailand. Og fjerde dag var hun den første på kontoret, hvor hun arbejdede på livet løs. Hun er en rigtig ildsjæl og et supergodt menneske...

Da vi ankom til børnehjemmet, holdt hun pludselig ind til siden og sagde: "Her sidder han jo..."

Så vi blev placeret omme i baggården sammen med én af de andre ildsjæle der hedder P'lam og som var virkelig sød og hjalp med at tage billeder.





Mads var lidt genert til at starte med, men efter 5 minutter sad han oppe på skødet af Maria og var i gang med at charmere sin mor :-)

Han ville derefter gerne vise os lidt rundt, så Mads og hans kammerat viste Maria og jeg rundt på egen hånd. Så skulle vi over til "Toddlers Room", hvor de små børn var. Vi fik visitors-skilt på og fik taget temperaturen i panden samt afsprittet hænderne, inden vi fik lov at komme ind. Hér skulle vi først se, hvor Mads havde sovet henne i den store sovesal, da han tilhørte de små, dengang han blev bragt ind på hjemmet. Dernæst blev vi overmandes af de dejligste smukke børn i alderen 1½ - 2½ år, og der gik ikke 5 sekunder før vi havde ca. 10 børn hængende om benene. Hold op hvor var de kære... :-)







Så var vi inde på Khun Toys kontor, hvor vi overrakte hende en gave, som hun først nægtede at modtage. Men da vi sagde, at den var til minde om Mads' tid hernede, og den skulle bringe hele kontoret i godt humør, så fik hun det helt store smil på. De fik en Hoptimist, med dannebrog påmalet og med klaphat. Og da den tillige med er kuglerund som en bold og Mads' kælenavn hernede er Ball, så hang den historie også lidt sammen. Så hvis der kom en sur dag på kontoret (hvilket jeg nægter at tro på), så kunne de klappe Mads ovenpå hovedet og komme i godt humør igen :-) Sådan har de jo gjort med ham, så nu kan de fortsætte, selvom han tager med os til DK.

Vi skulle med Mads op i spisesalen, hvor han skulle have en skål nudler, og moderen ville ikke presse sig på, så hun holdte sig lidt i baggrunden, så han kunne spise i fred. Men det fik mor ikke lov til, Mads kaldte på hende og pegede, at mor SKULLE sidde ved siden af ham. Og så puttede han ellers nudler på skeen og fik proppet sin lille mund. Det er utroligt, så fint han kan spise med gaffel og ske, når man tænker på, hvor gammel han er.



Vi fik også hilst på 2 andre danskere på besøg, Line og Dennis fra Aalborg. Line har været frivillig af nogle gange og havde denne gang valgt at holde ferie sammen med kæresten dernede, hvor de ville være der en lille måneds tid.

Efter middagsmaden fik vi af vide, at nu var det tid til, at Mads skulle op og sove til middag. Igen kom han op i mors arme og lagde sit lille hoved indtil hendes hals... Ja behøver jeg at sige mere.. Moderen var solgt :-) Så vi fulgte ham hen til døren, hvor vi fik krammer og mysser og sagt, at vi ses igen i morgen.



I morgen kommer Mads ud på hotellet sammen med 2 venner og en nanny. Så skal vi ud og bade i poolen og hygge os helt vildt, og bagefter spiser vi frokost på hotellet. Og så skal de tilbage igen til børnehjemmet.

Adoptionscenteret i Bangkok har sædvanen tro svært ved at nå det hele til tiden, så Khun Toy afventer stadigvæk at kunne tage Mads med ind og hente hans pas. Men flasker det sig, så er det allerede mandag, at det sker og så kommer han ud til os bagefter. Men vi har god tid og er klar til at vente på ham.

Bare vent jer - han er dæleme dejlig!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.