Uge 24 - 27: "Noget at fejre..."

Hej igen - så er vi hjemme igen.

I al vores stress og rejsefeber havde vi glemt at udgive indlægget fra uge 19 - 23, så denne gang bliver der 2 indlæg fra os :-)

Det blev lørdag morgen, og vi stod op før fanden fik sko på. Mads havde klaret natten rimeligt, taget i betragtning af at han skulle lidt tidligere i seng end normalt og det samme skulle hans mor og far. Men da Mads så valgte at spille "glad og frisk lille dreng, der ikke gider sove mere" da klokken var 23.00, så måtte vi lige have et alvorsord med ham.

Vi var nede og hente bedsteforældrene klokken halv fem om morgenen og så var det ellers af sted mod Billund. Efter at al bagagen blev checket ind, så var det op i det toldfrie område og slappe lidt af. Mads så ud af de store vinduer og var meget optaget af, hvilket fly der var vores. Klokken 8.00 blev vi kaldt til vores gate, og en halv time senere var vi i luften. Det var sjovt at se Mads' reaktion, for sidst han var i en flyvemaskine, som lettede, da var det mørkt udenfor og han var meget træt. Ellers gik flyveturen rigtig godt og vi kom helskindet til Tyrkiet, selv om vi oplevede den værste omgang lufthuller, lige som vi skulle til at lægge an til landing. Der havde været lidt gråvejr i Antalya, og det havde også tordnet en del. Vi fandt vores bagage samt Mads' klapvogn, og udenfor stod vores chauffør også og ventede som aftalt :-)

Kl. 16.30 lokal tid var vi nede på hotellet og fik nøglerne til vores super dejlige værelser, som lå med udsigt lige ud til Kleopatra-stranden. Selve hotellet var også en dejlig oplevelse, for der var rent og pænt over det hele og det var virkelig gennemført stil. Poolområdet lå i baghaven, lige ud til stranden, kun adskilt af et café-område, som hørte til hotellet. Vi havde bestilt all-inclusive til os alle sammen, så vi bare kunne tage for os af alle herlighederne, når vi følte for det.

Vi brugte lørdag aften på at få slappet af oven på flyveturen, og vi gik trætte i seng ved midnatstid.

Søndag morgen fik vi dejlig morgenmad og så var det ellers bare op og få skiftet til badetøjet. Vi havde mellem 30-35 grader i vente hele ugen med bitte små skyer på himlen, så det var bare om at nyde det, hvilket vi gjorde i stor stil. Far, Mads og morfar var også en tur nede ved strandkanten, hvor vi sad på hug og fik bølgerne hen over os. Søndagen var også en mærkedag, for det var præcist et år siden at vi så Mads for allerførste gang. Når vi husker tilbage på den dag, så vækker det en masse følelser i os og vi priser os lykkelige over at være forældre til ham.

Mads fik lært at svømme, kun iført badering, og han sprang tilmed i fra kanten af poolen og ud på det dybe vand. Morfar fik sovet en hel del på liggestolen, men han var også lidt utilpas i et par dage. Morfar skal opereres i ryggen og tager en del smertestillende medicin. Denne medicin havde han ikke lige fået taget til tiden, og så kom smerterne igen. Mormor havde det enten for varmt eller også frøs hun. Og så var hun træt (men det kom der en forklaring på senere).

Farmand ville ud og dykke sammen med Mads, og da han dykkede ned på bunden af poolen, så sparkede han skævt bagud med benet, så knæet gik ud af led. De resulterede i liggestol, isterninger til knæet og en kold fadøl til at tage frustrationerne. Om aftenen var vi nede hos vores guldsmed, som vi har kendt siden 2006. Han hedder Charlie og er en ualmindelig flink mand. Han fik hilst på Mads og så skulle mor og mormor lige kigge lidt på smykker. For at markere 1-årsdagen med Mads samt at det var 20 år siden, at mor og far blev kærester, fik mor sat de sidste 2 diamanter i sin alliancering :-) Så nu er ringen sluttet!! :-) Mormor fik også bestilt et par diamanter til sin ring. Forinden havde Charlie også haft farmand under behandling med det dårlige knæ, så han var gået over til apotekeren, som ellers havde lukket. Fem minutter efter var han tilbage med varmeplaster og knæbind, som han fik monteret på siden af knæet. Vi aftalte, at ringene skulle hentes tirsdag aften og så slentrede vi ned mod hotellet igen.
Vi sluttede aftenen nede ved pool-baren med kolde Gin & Lemon/Tonic + Whiskey & Cola til morfar. Kokken stod og lavede hamburgers og ostesandwich til natmad, og det hele blev fortæret til lyden af bølgernes brusen nede fra stranden. Helt perfekt!!

Dagsprogrammet for tirsdag lignede meget det om mandagen, men vi besluttede os for at spise ude i byen om aftenen. Mor og far havde 20-års dag, og det fejrede vi med en Filét Mignon og en god flaske rødvin til, ovre på én af nabo-restauranterne. Eftersom vi boede midt i smørhullet, så var vi lige i centrum af, hvor det hele skete.

Det blev onsdag og vi skulle ned for at hente ringene hos guldsmeden. Vel ankommet, kommer én af assistenterne ud med ringen - de er bare flotte. Så vi sad og fik lidt koldt at drikke, og så skulle mormor på toilettet. Pludselig lyder der et ordentligt knald fra bagbutikken - mormor var faldet i nogle tæpper og landet på sin hofte, som i forvejen ikke havde det særligt godt. Derudover slog hun sin hånd ned i et sofabord med glasplade, som gik i stykker. Lettere forvirret og forslået fik Charlie og de andre assistenter hende sat på en stol, og Charlie rendte over på apoteket efter forbinding. Mads blev også lidt bange, men vi sagde til ham, at mormor også skulle huske at se sig for, når hun gik rundt. Det resulterede i, at Mads gav mormor en lille skideballe for ikke at se sig for :-) Vi valgte, trods en forslået mormor, at gå tilbage til hotellet igen.

Torsdag havde morfar det lidt skidt igen pga. manglende indtagelse af smertestillende medicin, så han sov det meste af dagen nede ved poolen. Mormor passede alle sine skrammer på ben og arme, mens mor, far og Mads på skift var ude og bade i poolen. Fars knæ havde også fået det bedre, så nu kunne knæbindet undværes :-)

Fredag, dagen før afrejse, var morfar stadig skidt tilpas, og han kunne ikke lide noget af det Mad, som hotellet havde. (Det smagte dejligt, men morfar er kræsen). Derfor valgte vi at tage på Burger King, som lå lige over for hotellet. Men men men... Vi nåede kun halvvejs over, så faldt mormor igen, midt ude på Atatürk Boulevard, som er meget trafikeret. Far stillede sig ud for at spærre for bilerne, så de ikke kørte mormor ned. Tjenere fra et par restauranter kom farende til og fik hende båret ind i midterrabatten. Resultatet var en ordentlig hudafskrabning + et sår på den anden arm. Men morfar fik sine cheeseburgere og spiste dem med stort velbehag.

Mor og far nåede også at få shoppet noget tøj til Mads samt et par skjorter og t-shirts til farmand. Vi havde faktisk tidligere på uge kunne lukke en handel med en tøjsælger, men han ville ikke gå langt nok ned i pris, så vi gik igen. Skæbnen ville dog, at vi ikke kunne finde det flotte tøj til Mads andre steder, så mor og far måtte fredag aften tilbage til butikken. Først ville sælgeren ikke snakke med os, men vi tog bare fat i en anden sælger. Da vi så ville forklare ham, hvad vi havde set på den anden dag i butikken, kom den gamle sælger tilbage og fandt tøjet frem. Vi lukkede handlen med den pris, vi gerne ville ned på fra starten og alle var glade. Dog fik vi lige med på vejen, hvorfor 20 lire skulle skille os ad, når servicen havde været i orden. Vi sagde til ham, at han skulle tage at være glad for, at han fik lov at tjene lidt penge på os - alternativet var, at han slet ikke tjente noget på os. Det kunne han også godt se - til sidst. Men vi fik det, som vi gerne ville have.

Turen ud til lufthavnen næste formiddag gik fint, men så begyndte stressen at komme. Mads var lettere betuttet pga. de mange mennesker, bedsteforældrene var forundret over alle de sikkerhedstjek, som vi skulle igennem, og mor skulle hele tiden samle op på os alle sammen. Morfar havde ikke fået pakket sin 1 ltr whiskey i kufferten, så den nuppede tolden, da vi skulle igennem det sidste tjek inde det toldfrie område. Men da vi først var kommet igennem og alle kunne ånde lettet op, så kom den gode stemning tilbage. Flyveturen hjem gik fint og efter lidt mere end 3½ times flyvetur, så var vi tilbage i Billund. Hér kunne vi så konstatere, at Mads' kuffert ikke var kommet med flyveren hjem, så den skulle efterlyses.

Vel ankommet hjemme i Odense fik vi lagt Mads i seng og så var det ellers om at få pakket det hele ud, så vi kunne konstatere, hvad der manglede. Og det var ikke så lidt, at der manglede, bl.a. mors toilettaske med al hendes make-up. Heldigvis blev vi allerede ringet op mandag morgen, at chaufføren var på vej ud til os med kufferten, og der manglede intet. Puh ha...

Mandag skulle Mads også i børnehave igen, for mor og far havde travlt. Vi skulle nemlig ud og hente vores nye bil :-) men først skulle vi over til en anden forhandler som havde købt vores gamle bil. Vi har i mange år kørt Renault Scenic, og da vi blev godkendte til adoption, gik vi ud og konverterede til Grand Scenic, så der var plads til barnevogn osv. Men behovet for pladsen er ikke så stort med Mads, selv om vi til tider har klapvognen med. Den nye bil er en Nissan Qashqai, og vi er enige om, at det er den bedste bil til dato, at vi har haft. Man føler sig meget hurtigt godt tilpas i den og så er der praktisk talt intet kabinestøj i den. Den er go...!!

Mor og far tog til København om tirsdagen sammen med Kim og Joan for at se koncert i Tivoli med John Mayer. Mads skulle passes nede ved sine bedsteforældre, som virkelig nyder at have ham hos sig. Vi kom sent hjem fra København, og far skulle op på arbejde den følgende dag, så det var mor, der skulle ned og hente Mads den følgende dag. Far modtog et opkald omkring middagstid - det var mor, som spurgte om ikke far havde mulighed for at komme hurtigt forbi bedsteforældrene. Mads havde åbenbart savnet sin far RIGTIG meget, så det var en hulkende Mads, der gik sin far i møde ned af havegangen.

Mads har efterhånden konverteret sin lille krop tilbage til dansk normalrytme, og han havde kun et meget lille anfald dagen efter at vi var kommet hjem fra Tyrkiet. Meget flot, når man tænker på det rejsecirkus, at han har været igennem. Men vi kan også mærke på ham, at programmet har været stramt i den senere tid, for han er begyndt at få sine små anfald igen, hvor han som et "ekstra krydderi" nu også er begyndt at skrige. En klassiker er, når han skal puttes, og det ikke er mor, der gør det. Så hulker han og skifter over til skrigeri, hvor han i op til en halv time kan ligge og kalde på sin mor. Han er ikke bleg for at svinge en knyttet næve, nikke en skalle, sparke med de små ben eller forsøge at bide. Derfor er vi mange gange nødt til bare at holde ham tæt ind til os, mens det står på. Specielt Maria er temmelig mærket af det i øjeblikket, når det hele står og falder på hende. Men omvendt er vi også nødt til at vise Mads, at vi begge to duer til at putte med ham, og at der ikke er noget galt i det.

Men hans reaktioner kommer også på andre tidspunkter... Han kan slet ikke tåle at få et "nej" - det kan også få ham ud af flippen. Og det er ligegyldigt, om det er derhjemme, hos bedsteforældrene eller ude midt i storcenteret. Han er rigtig god til at tigge om alle mulige ting og får han et nej, så starter han. Vi har snakket meget om, at det nok er et levn fra hans tid på børnehjemmet, hvor han i en alder af 3 år blev rykket op til de større børn, som simpelthen har pylret om ham.

Vi fik fejret kusine Filippas og kusine Julies fødselsdag hhv. lørdag og søndag i uge 25, og det var specielt sjovt at se Mads i aktion sammen med Filippa og hendes 2 fætre Lukas og Emil, mens de tonsede rundt ude på gårdspladsen. Og så er Mads utrolig fascineret af dyr, så da vi lige pludselig kunne snakke med hunde, får og heste - så var han i sit es. Han var med i hestestalden, da hestene skulle ind ude fra folden, og så skulle han da lige med Anne (Filippas moster) over for at grave kartofler op. Men igen, så har de travle weekender også betydning for, hvordan han reagerer derhjemme i dagligdagen. Og han bruger typisk 1-2 dage på at reagere oven på en travl weekend...

Uge 26 har været en meget jævn uge mht. aktiviteter i vores lille tre-kløver. Morfar skulle indlægges onsdag og have fjernet en diskusprolabs i ryggen om torsdagen, og vi var nede at besøge ham torsdag aften. Vi vidste, hvordan Mads havde reageret oven på sin mors operation i halsen og tænkte derfor, at han godt kunne klare synet af morfar i hospitalssengen. Og det gik fint - dog trak han sig lige lidt i starten. Men så fik morfar en stor mys, og så var det ligesom dét. Mads skal vide, at han ikke bare må springe op til morfar, ligesom han har været vant til at gøre i lang tid. Og ved at han så morfar og fik forklaret, hvad det store plaster på ryggen betød, så var han meget forsigtig over for sin morfar. Operationen har dog taget hårdt på morfar, for han har måske nok været medicineret en tand for højt med morfin, hvilket gjorde, at morfar ikke har været helt sig selv og virket meget sløv og snøvlende. Men mon ikke det går, når han trappes ud af morfinen - vi håber i hvert fald det bedste for ham.

Anderledes er det med mormor, for det virker som om at Mads trækker sig lidt fra hende i øjeblikket. Mormor har RIGTIG meget kærlighed at øse ud af til Mads, og det kan måske også være det, der giver bagslag en gang i mellem. Vi har snakket om, at mormor skal prøve "at ignorere ham" selv om det er hårdt for hende og så må vi se, hvordan det går. Men Mads må gerne lære, at det også er HAM, der skal slås for lidt kærlig opmærksomhed en gang i mellem - det skader ham ikke.

I weekenden havde vi besøg fra Verninge, og det var en rigtig hyggelig dag i selskab med Annette, Brian, Alexander og Christoffer. Det er jo godt og vel et år siden, at vi alle sammen var samlet i Bangkok, og vi kunne nu sidde og nyde ungerne lege sammen. Også sjovt at høre, hvor meget dansk at Alexander har fået ind under huden - det går virkelig fremad med sproget, kan vi høre. Vi fik hygget med frisklavet gulerodskage ude på terrassen, og senere fik vi en kyllinge-lasagne med spinat. Ungerne legede skiftevis ude ved poolen og så ind på værelset for at lege med biler. Lidt film i sofaen blev det også til. Efter aftensmaden kom hele kompagniet i nattøj, og så var der dømt hygge i lænestolen med dinosaur-film.

Da fam. Madsen var kørt hjem skulle Mads i seng - og så startede balladen igen. Mads ville puttes af sin mor, som havde proklameret, at hun var MEGET træt og gerne ville have, at far gjorde det. Mads startede hyleriet, da vi gik ind på hans værelse kl. lidt over 19.00, og han sov ikke før omkring kl. 20.30. Han skreg og var arrig, sparkede, nikkede skalle - ja, han prøvede stort set alt for at komme ind i stuen igen. Til sidst måtte han i noget, der kunne ligne en decideret benlås (på den blide facon, selvfølgelig) og så gik der yderligere 10 minutter før han faldt så meget til ro, at jeg kunne begynde at snakke med ham igen. Vi sluttede med en stor godnatmys og faldt i søvn arm i arm, dvs. indtil hans lille ben ikke spjættede længere. Så var det ind til mor i stuen og lige presse det sidste TV ud af dagen. Jeg havde aftalt med Mads, at nå han skulle op næste morgen, så var det uden at være sur og han skulle have det tøj på, som jeg lagde frem. Ingen problemer - før mandag morgen!! Så startede han i samme toneleje som aftenen før og til sidst kom mor ud og hjalp os med at blive færdige til at kunne komme af sted i børnehaven.

Tirsdag var en stor dag for Mads. I lang tid har vi snakket om, at når vi alligevel skulle være hjemme i ferien, så skulle Mads lære at cykle, så han også kan komme ud og cykle om onsdagen, når børnene må få deres cykler med i børnehaven. Og han har været meget glad for at cykle og han må have sat sig selv meget grundigt op til at skulle lære det, for da hans mor hentede ham tirsdag eftermiddag, så kom Mads cyklende på én af de 2-hjulede cykler med brede dæk. Da farmand kom hjem, fik Mads fortalt sin far, hvad han kunne, og så var det ellers indtil naboen og spørge, om vi måtte låne Olivers lille cykel, og det måtte vi :-) Så vi startede ud med at køre på ude på græsplænen. Men efter kort tid ville han hellere ud og køre på fliserne, så vi tog skridtet videre og gik ud på vores rolige villavej. Her fik vi sat Mads på cyklen og far holdt ham i balance med overkroppen, mens han løb ved siden af knægten. Efter 5 minutter gav far slip - og så kørte Mads selv. Som afslutning på dette tog far og søn så lige en tur rundt i kvarteret, men vi måtte skynde os retur, fordi mor kaldte på os, at nu var der aftensmad. Hvor er han bare sej!! Og vi kunne mærke, at han var rigtig stolt :-) Og da far så hev en femmer op og sagde, at den skulle i sparegrisen - så voksede han lige en tand ekstra :-)