Antal besøg på denne blog

05 juni 2014

Uge 19 - 23: "Forår og Ferietid..."

Dagene flyver af sted og hos familien Sørensen går det godt :-)

Nætterne er stadig præget af Mads, der kommer luskende ind i soveværelset og gerne vil sove sammen med sine forældre. Vi starter dog med at putte ham i hans egen seng og så går der, alt afhængigt af dagens aktiviteter, 2-4 timer fra han blev puttet og til han ligger mellem mor og far.
Men både mor og far er efterhånden blevet vant til at have ham liggende imellem sig, selv om han nogen gange basker lidt med arme og ben. For selv om natten, når han ligger tæt sammen med os, så laver vi tilknytning og det er en meget vigtig ting.

Vi fejrede Mors Dag nede hos mormor og morfar, som havde lavet stort brunch-bord, som vi hyggede med i nogle timer. Mads er i den grad blevet knyttet tæt til dem begge to og han nyder deres selskab. Og de nyder ham, kan vi se. Han har også været længe ventet. Og pudsigt at se, hvordan mormor kan glemme alt omkring sig, så snart Mads er i nærheden. Vi bliver lige gjort usynlige, og så er det kun hvad den lille Mads siger, at der bliver hørt. Men det er vel standard for alle bedstemødre...??

I børnehaven går det også godt. Han leger meget sammen med "Klanen" og hygger sig sammen med de andre børn. Det sidste stykke tid har Mads været meget fascineret af regnorme og snegle, som han render rundt og graver op ude på børnehavens legeplads. Ormene må ikke komme med hjem men det lykkedes at få overtalt mor til, at han måtte tage en snegl med hjem. Mor troede at den var død, så om aftenen blev den lagt inde i vindueskarmen.
Far skulle sove på Mads' værelse, da han stadigvæk hoster meget om natten, og anede ikke at der lå en død snegl i vindueskarmen. Da Mads stod op næste morgen, så var sneglen væk - dvs. den var "vakt til live" og kravlede rundt på Mads' legetøjsbrandbil ovre på reolen.
Så blev den ellers lukket ned i sit glas og da Mads kom hjem fra børnehaven samme dag, så havde han en legekammerat med til den lille snegl.

Mads kan ikke så godt lide at blive drillet. Derfor har vi prøvet at fortælle ham, at i stedet for at stikke i et hyl, så skal han sige fra og fortælle, at vi ikke må drille. Men drillerierne er så stor en del af mors og fars hverdag, så Mads er bare nødt til at vænne sig til at være fynbo - for fynboer kan godt lide at drille :-)
Til gengæld har han virkelig taget det til sig, at han siger fra - nu siger han så bare fra over for alt for meget.

Et eksempel kunne være, da mor og Mads kom hjem fra kontrol ved ørelægen i går, så havde den lille mand fået tyggegummi af lægen. Den lille pakke havde han forlagt ét eller andet sted i huset da de kom hjem, og da hans mor skulle på toilettet, så kunne han selv starte med at kigge efter det. I stedet for blev han sur på sin mor - og endnu mere sur, da hun valgte toilettet frem for sin søn. Efterfølgende begyndte han at hive og flå i hendes tøj og skreg i vilden sky. Så kom far hjem, mor var på det tidspunkt blevet meget irriteret (og med god grund), så far tog Mads med ind på værelset og lod ham hyle ud. Da jeg spurgte, hvad der var galt, så fremhulkede han, at mor havde drillet ham og hun var ikke længere hans bedste ven (nyt udtryk fra Mads), fordi hun drillede ham. Men far fik overbevist Mads om, at mor ikke kunne gøre for at han selv smed sit tyggegummi væk, så mor og far ikke kunne hjælpe ham. Han skulle i stedet for gå ud og give mor en krammer, sige undskyld for at rive i hendes tøj og så kunne vi være bedste venner igen og lede efter tyggegummiet. (Som mor så fandt om aftenen efter Mads var lagt i seng. Det lå ude i entreen på den lille skammel, hvor han tager sin jakke af).

Så parolen må være at få ham lært, at han ikke behøver at gøre en fjer til 10 høns, specielt når han selv smider fjeren væk...

Foråret og de varme temperaturer er kommet så Mads har for første gang haft shorts på i børnehave. Og det er han vældigt glad for, bortset fra om morgenen når han gerne vil have de fine shorts på, som vi fik af vores venner Karina og Kenneth fra KBH i gave, da de stod og tog imod os i lufthavnen sidste sommer. Da det ikke kunne lade sig gøre med de fine shorts, så startede vi da bare en hylekoncert i stedet for så mor blev vækket.

Mor og far havde en friaften/nat, fordi Mads sov nede hos bedsteforældrene. Far bestilte bord på Tortilla Flats og så stod den ellers på mexicansk mad. Det er helt mærkeligt at tænke på at man, udover at glæde sig til en hyggelig aften med sin dejlige kone, også glædede sig til en rolig nats søvn i sin egen seng.

Weekenden bød på besøg hos Joan og Niels om fredagen og lørdag skulle vi fejre Faster Hannes fødselsdag. Søndag var, sædvanen tro, total slapper, hvor vi ikke skulle foretage noget som helst og bare rende rundt i nattøj hele dagen, hvis det passede ind i krammet. Mads og far fik bygget poolen op i haven og fik gang i haveslangen, så den også kunne fyldes op.

Uge 22 bød på travlhed, igen igen... Det var tid til det årlige Eventyrløb, og far havde rigeligt at se til med at få arrangeret det hele med sit arbejde. I år var der så travlt at mor måtte tilkaldes som medhjælper. Da Eventyrløbet var overstået tog vi hjem til bedsteforældrene for at hente Mads og bagefter tog de med over til os for at grille. Fredag skulle far ud på arbejdet med alt grejet + firmabilen, men han var så træt at han tog fri til middag. Mor og Mads kom ud og hentede ham og så var det hjem og få slappet af. Lørdag var far på job - igen, men fik lov at gå lidt før, så vi kunne være friske til morbror Franks 40 års fødselsdag om aftenen. Mads skulle ned og hygge med mormor og morfar og denne gang sov han inde hos mormor på førstesalen. Da vi havde friaften et par uger før ville han kun sove inde ved siden af morfar.
Mor og far kom sent hjem fra fødselsdag og da far alligevel ikke er ret god til at sove, så stod han tidligt op. Vi tog ned og hentede Mads omkring middagstid og da vi kom hjem, tog Mads og far en dejlig lang cykeltur ned til Tietgens Allé, så han kunne se alle de store maskiner, der kørte rundt dernede. Der var grevko, kran og lastbiler i massevis - lige noget for den lille mand. Herefter gik turen til Skovsøen, hvor vi lige fik hilst på alle dyrene og til sidst skulle vi lige i Netto og handle lidt ind. Vi blev inviteret ned til hotdogs af kusine Filippa, hvilket drengene ikke kunne sige nej til. Så da vi lige havde sumpet lidt til en tegnefilm i sofaen, så var det af sted igen. Og Mads fik fyret lidt krudt af mens han legede med Filippa og fik taget fusen på mor og morbror et par gange.

Vi rejser en tur til Alanya sammen med mormor og morfar, hvor vi skal bo på 5-stjernet hotel midt i centrum - direkte ved stranden. Det bliver en fed ferie med alt det, som familien Sørensen elsker. Vi er SÅ klar til at komme på ferie, for foråret har virkelig trukket tænder. Mor tager lige en koncert mere, denne gang med Rick Astley og Nena, inden at der er dømt kuffert-pakning til den store guldmedalje.

"Kom så lørdag, kom så lørdag...." Ha' det godt - det skal vi nemlig :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.