Antal besøg på denne blog

13 marts 2014

Uge 7-11: "Som tiden dog flyver..."

Ja, ja, ja... Vi ved godt, at det er ved at være et godt stykke tid siden, at vi har været inde og skrive på bloggen.

Det skal dog lige siges, at februar måned har været en total vild måned, med mange aftaler og arrangementer, som skulle afholdes. Vores kære Moster Lotte og Jesper skulle giftes den 1. marts, så derfor var der en hel del arrangementer, der skulle passes ind. Vi fik holdt en rigtig god polterabend for dem i starten af februar måned, og brylluppet var helt perfekt. Men mere om det senere :-)

Vi kan helt klart mærke, at Mads er begyndt at slappe af sammen med sin mor og far. Parameteret er helt klart hans "time-outs", som er stort set ikke-eksisterende længere. Eller også er mor og far bare blevet dygtigere forældre ;-) I hvert fald har vi i dén grad fundet rytmen, og Mads snakker løs på sit nye danske sprog HELE dagen. Munden står ikke stille på ham, ja faktisk hele dagen, men det er kun godt, for så træner han sit danske sprog. Han er ved at være så dygtig nu, at andre end mor og far også kan forstå, hvad han siger på dansk. Også en stor tommelfinger opad for Mads' børnehave, som han virkelig nyder at være i ,og han elsker de pædagoger, som er der til dagligt. Specielt Ulla er han MEGET glad for, men hun er dæleme også rar. Vi kan også se, at Ulla har kastet et godt øje til Mads, for de svinger enormt godt sammen.

Mads fordeler sine legekammerater meget ligeligt mht. dreng/pige. Han har sine "homies" Mathias, Andreas og Alfred. Og hos pigerne er det Vigga, Lilly og Martha, som han leger rigtig meget med. Han elsker at stå i lege-køkkenet og lave mad til hele Stjernestuen, så hvis han er indendørs, når mor kommer, så er det meget tit i køkkenet, at hun finder Mads.

Mads er stadigvæk utrolig glad for gaver, og vi kan se, at han virkelig kæmper en kamp med sig selv for ikke at blive sur og ked af det, hvis ikke der falder en gave af til ham, når vi er til fødselsdag hos andre. Men han tog hele scenariet omkring Lotte og Jespers bryllup supergodt. Dagen før brylluppet var vi ude og sætte æresport op, og da det var ved at blive for koldt, fik Mads lov til at komme indenfor. Da brudeparret så skulle åbne døren for at blive fotograferet under æresporten, hvem står så og tager spotlighten fra parret: MADS...!! Han er en rigtig charmetrold og hele aftenen forløb super, selv om der var rigtig mange gæster med inde i huset. Mads legede med Lottes nevø og niece hele aftenen, og der blev spillet på Ipads og Tablets til den helt store guldmedalje.

Næste dag var endnu mere hektisk, for mor skulle være hos sin frisør Rico inde i byen og have sat hår. Imens gik far og Mads lidt rundt oppe i byen, og endte til sidst nede i frisørsalonen til en kop kaffe og et glas saft. Mor blev færdig og så var det med at komme hjem, for mor skulle ud og sminke moster Lotte til den store dag. Da mor kom retur, havde hendes drenge været i bad og fået det fine tøj på, så vi kunne komme i kirke. Mormor og morfar skulle også med, så de kom og hentede os og vi kørte til Korup Kirke i samlet flok.

Det var en spøjs oplevelse at se Mads i kirken, for han var lidt mut, da første salme blev spillet. Da den var færdig, kiggede han på mig og sagde: "Mads gerne hjem - Mads gerne hjem til mormor og morfar". Vi havde snakket om kirken, mens mor var ude hos Lotte, og jeg havde sagt til ham, at vi skulle opføre os ordentligt og ikke sige noget, med mindre vi blev spurgt. Og Mads holdt sit ord... - næsten. Men han var en MEGET dygtig dreng i kirken. Lotte og Jesper sagde heldigvis ja til hinanden, så vi kunne komme ud til en superdejlig fest, som de havde arrangeret. Der manglede intet og alt var timet og tilrettelagt. Der blev naturligvis både sunget, kysset når bruden eller gommen var væk fra selskabet, og der blev holdt taler. Selv havde mor og far også lavet en tale for Lotte og Jesper, som far fik lov at holde - mor havde travlt med at tørre sine øjne :-) Vi brugte blandt andet lejligheden til at takke dem for den meget varme modtagelse, som de har givet Mads efter, at vi er kommet hjem med ham. Mads er moster Lottes lille "lækkermås" - og han elsker at være sammen med dem, ligesom hans forældre gør. En super aften, som vi aldrig vil glemme!!

Mads skulle sove hos sine bedsteforældre, og de havde sædvanen tro hygget sig gevaldigt. Så da mor og far kom til hægterne op ad formiddagen, kørte vi ned og hentede ham. Resten af dagen gik bare med at slappe af og få hygget med vores dejlige dreng.

I den følgende uge havde vi pludselig mulighed for at komme ned og få købt de længe ventede årskort til Odense Zoo. Da haven stadigvæk var åben en lille time endnu, spurgte vi Mads, om han ville med ind og se dyrene. Det ville han gerne, men pointerede kraftigt, at han gerne snart ville have nudler, for han var sulten!! Vi så søløverne blive fodret, men det interesserede åbenbart ikke herren synderligt meget. Da vi gik retur mod udgangen, skulle vi lige et smut ind i abehuset. Og hvad gjorde Mads?? Demonstrativt holdt han sig for næsen, mens han gik rundt og kiggede. Far sagde til ham, at aberne altså pruttede ned på gulvet, og det var derfor, at det lugtede lidt. Mads kiggede bare op og sagde, at aberne lugtede af prut, og nu ville han gerne hjem og have nudler. Så det gjorde vi - men sjov, det er han godt nok.

I lørdags var vi til Grand Prix hos Kim og Michael, og her var Mads også med. Vi fik hygget med lidt god mad, og så var der ellers dømt kage- og slikbord til den store guldmedalje. Mads fik spist en hel del slik, men spurgte Michael om lov hver gang han skulle tage et stykke slik :-) Jo, mor har opdraget ham godt!!

Nu nærmer weekenden sig, og i morgen skal vi ned og fejre morfars fødselsdag. Faktisk er det også Mads' farfars fødselsdag i morgen, men da han ikke længere er iblandt os, har vi ikke taget den snak med ham endnu. Lørdag skal mor til København og se Back Street Boys sammen med Kim og Joan, mens far og Mads tager en hyggedag hjemme på sofaen. Men det må I høre mere om næste gang.

Indtil da, ha' det rigtig godt!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.