Så er der lige lidt nyt fra familien Sørensen igen.
Mads startede igen i børnehaven den 2. januar og har virkelig startet 2014 på den trælse facon. Om det var den pludselige opstart i børnehaven, kombineret med en familiefødselsdag hos familien i Tommerup, kunne godt være tilfældet. Til fødselsdagen fik Mads lov til at være lidt længere oppe, men hans reaktionsmønster de følgende dage var simpelthen lige ved at være for meget.
Til gengæld er Mads og Vega (fam. Winkelmanns dejlige hund) ved at finde ud af det med hinanden. (Nok mest Mads, for Vega er bare glad hele tiden). Mads og Filippa (eller Filiha) hygger sig gevaldigt sammen, og der bliver spillet masser af spil på deres Ipads og leget med alle de legetøjsdyr, som hun har på sit værelse. Jo, de har fundet hinanden, de to... :-)
Han har været tidligt træt, faldet i søvn før aftensmaden, vågnet igen mellem kl. 20-21 og var "frisk" igen, ikke sovet igen før klokken var over midnat. Han søgte hele tiden sin mor, som også havde brug for et hvil. Så når far puttede ham, så flippede han totalt. Vi kontaktede derfor vores PAS-konsulent og fik aftalt tid med hende, så hun kommer allerede i morgen. Og så sker det sjove: Mads "arter" sig helt vildt, ligesom han godt ved, at han har været gået lidt for meget til den. Det samme skete også sidste sommer, da vi lige var kommet hjem med ham. Men vi er sikre på, at det er, fordi han er stresset, og lige har haft os begge to hjemme i en 10 dages tid.
Vi har gået og været lidt forundret over, hvorfor vi INGENTING hørte fra AC, da vi jo vidste, at de havde modtaget den 3. og dermed sidste rapport fra Statsforvaltningen. I vores øjne er det en rimelig vigtig ting, at man får besked herom, så jeg kontaktede dem pr. mail for at få et svar. Efter vores gamle sagsbehandler gik på pension, er kommunikationen kun gået yderligere ned af bakke. Men vi fik besked om, at rapporten blev sendt til Khun Toy den 9. januar 2014, altså dagen efter at jeg ringede og rykkede for et svar. Og det var den nye sagsbehandler, der sendte en kortfattet bekræftelse. Da vi så dagen efter får at vide, at AC er blevet suspenderet, så blev vi nervøse om, hvorvidt de overhovedet havde modtaget rapporten. Men den var heldigvis ankommet til Thailand.
Så nu kan vi se frem til at skulle på den thailandske ambassade i København, måske allerede i slutningen af 2014, hvis det hele bare kører, som det skal :-)
En anden, vigtig ting er opholdsbeviset til Mads, som vi skal bruge, så lang tid han har thailandsk pas. Vi rykkede jo udlændinge kontoret for svar efter vore henvendelse i uge 42 sidste år. Og nu viser det sig gudhjælpemig, at det er statsforvaltningens EU-afdeling, som skal udstede beviset - og ikke Udlændingestyrelsen, som vi først var blevet oplyst. Så 2 måneders ventetid TOTALT spildt på ingen verdens nytte!! Vi fandt 2 pasbilleder af Mads, som vi fik sendt af sted i en fart, så nu skulle det forhåbentligt køre. Sagen er, at så lang tid at Mads ikke har indrejsetilladelse til Danmark, så må vi ikke en gang tage ham med over grænsen til Tyskland efter forsyninger, for hvis vi bliver stoppet af tolden - så får han ikke lov at komme ind i Danmark igen.
Farmand havde fødselsdag, og det var et helvede for Mads, at der ikke er nogen gaver til ham. Han tackler det ikke så godt, at andre end ham skal have en gave. Det så vi nede hos familien Winkelmann, da vi var til fødselsdag.
Vi valgte at skubbe fars fødselsdag til om lørdagen, hvor vi skulle have gæster. Så der var ingen "fest og farver" på selve dagen - det gemte vi til weekenden. I stedet for fik vi hygget os sammen alle 3 og vi slappede bare totalt af, da Mads var blevet puttet.
Lørdag fik vi så hele huset fuld af gæster og mor havde sørget for dejlig lasagne til alle, efter ønske fra far. Det er helt anderledes at holde fødselsdag så tidligt på dagen, når vi altid har været vant til at invitere til om aftenen. Men det er jo bare en vane-sag, og så kan vi alle nyde godt af, at Mads er i fuld fart. Allerede ved morgenbordet var det ved at gå galt, da mor og Mads kom med en gave til far. Så ville han også have... Til sidst måtte vi tage et alvorsord med ham og virkelig fortælle, at der ikke var nogen gaver til ham og at vi andre også gerne måtte holde fødselsdag og få gave. Og det hjalp faktisk, for det har virkelig været minimalt med gave-plageri siden da. Og jeg sagde minimalt, for det er ikke stoppet helt - endnu.
Én af de gode "fødselsdagsgaver" til far kom dog lettere forsinket, men Mads' opholdsbevis ankom, således at vi nu også kan rejse uden for Danmarks grænser sammen med ham.
Januar har bare været præget en del af travlhed i weekenderne, og weekenden efter fars fødselsdag var heller ikke nogen undtagelse. Vi havde tilbudt at lægge hus til mormors 70-års fødselsdag, så der skulle dækkes op allerede om fredagen, hvor mor og mormor også var i fuld sving med at bage lækkerier ude i køkkenet. Vi blev færdige med det hele i god tid, så vi kunne få Mads HELT ned på jorden inden den store fest dagen efter. Lørdag morgen kom bedsteforældrene over og mens alle 3 drenge kørte ud til mors arbejde efter mad, fik pigerne styr på de sidste detaljer derhjemme. Også Filippa kom for at fejre mormor, det samme gjorde bl.a. familiens gode venner Annemette og Yamil fra Esbjerg, og der blev hygget hele eftermiddagen. Men vi var også godt trætte om aftenen, men hold da op for en dejlig dag.
Om mandagen faldt den første "rigtige" sne, så Mads havde de store øjne på, da han stod op. Han var helt oppe at køre over al sneen og ville gerne ud med sin skovl med det samme. Men vi skulle lige i børnehave først!! Om eftermiddagen, da far var kommet hjem, skulle vi derfor ud med fejemaskinen. Det er virkelig noget at han nyder - det er mandehørm. Og han var pavestolt, da han fik lov at køre maskinen sammen med farmand.
Ellers gik ugen med raske trav mod fredagen, hvor Mads skulle ned og sove hos mormor og morfar alene for første gang. Og det gik rigtig godt, han havde slet ikke været oppe og kalde på mormor i løbet af natten. Da mormor var sløj med influenza, måtte morfar også træde til, og han bliver virkelig holdt til ilden af Mads, som elsker at hygge med dem begge to. Overnatningen var også en god generalprøve for Mads, så han kan sove dernede, når mor og far skal til bryllup i starten af marts måned.
Generelt er Mads bare begyndt at finde mere ro i sig selv, og det betyder også, at vi får rigtig mange flere gode timer med ham, hvor han ikke er "hr. Suresen" hele tiden. Og der kommer rigtig mange perler fra ham i øjeblikket. Her til aften skulle han tygge på en mandel, som hans mor havde givet ham. Hun siger til ham: "Du skal bare tygge den ovre i siden". Hvad gør Mads?? Han læner hele hovedet over, først til den ene side, så den anden side, for at tygge den :-)Nøj, hvor vi grinte!!
Hans sprog er også blevet markant bedre, så også andre end mor og far + bedsteforældrene kan forstå, hvad han siger. Det er en helt vild udvikling, at han er gennemgået på ca. et halvt år. Der er ikke noget at sige til, at vores dejlige lille dreng er stresset ind i mellem.
Ha' en rigtig god vinterferie og vi høres ved :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.